søndag den 18. november 2012

Det er blevet populært at være biavler, hvilket man også kan mærke i byerne, hvor der er kommet flere og flere biavlere igennem de seneste år. Dette er godt, fordi bierne er vigtige og til gavn for naturen og for os mennesker.


Mange tror, at bistader kun er noget som hører til på landet og ikke i byerne, men bierne hører til alle steder også i byen - så længe de har blomster nok til at besøge.

Mange biavlere mener, at det at have honningbier i byerne vil give en mere stabil honninghøst, da vegetationen er mere varietet især i villahaverne. Blomstring foregår over en længere periode i modsætning til landet, hvor biernes hovedtræk mest består af raps, hvidkløver og nogle få steder af lyng.
Udenfor denne periode ligner landskabet flere steder på landet nærmest en "grøn ørken" for bier.
Der er flere fordele ved at have bistader i sin have: Man får en bedre bestøvning af frugttræer og – buske og derved f eks bedre og større jordbær. Fuglene får også gavn af biernes arbejde, da man ved bestøvning sikrer en bedre frøsætning.

Haveejere kan ved at plante gode biplanter i deres have, lokke bierne til, det kan bl.a. være erantis, krokus, honningurt, lavendel, timian, merian, hindbær og brombær. Og det kan betale sig.
Men vigtigst af alt så får man en helt enestående oplevelse med at opleve de små og flittige insekter på tæt hold og får tilmed mulighed for at høste sin egen honning.

Alle der bor i hus med have, burde have et par bistader i et hjørne af haven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar